Vedtægter

Se vedtægter for Svenborg Skyttekreds her

Vedtægter for Svendborg Skyttekreds

§ 1 - Navn og hjemsted

Svendborg Skyttekreds, Foreningen har hjemsted i Svendborg kommune.

§ 2 - Organisation

Foreningen er en selvstændig juridisk person organiseret som en ideel forening, hvorved forstås en forening hvis virke er almennyttigt og hvor opnåelse af et økonomisk overskud ikke er et mål i sig selv. Foreningen er medlem af landsdelsforeningen DGI Fyn og er herigennem tilsluttet DGI og dermed underlagt DGI's regler og bestemmelser.

Kredsen er medlem af Svendborg Skyttecenter. Desuden kan medlemskab indgås i andre foreninger og organisationer.

§ 3 - Formål

Foreningen har til formål at dyrke skydeaktivitet, og at bibringe medlemmerne et ansvarsfuldt forhold til våben

Ligeledes har foreningen til formål at styrke fællesskabet og det sociale liv i foreningen, herunder at øge interessen for skydning, samt fremme folkeoplysende aktiviteter.

§ 4 - Medlemsforhold

Som aktivt medlem kan optages enhver der har interesse i foreningen og aktivt ønsker at være en del af foreningens idrætsaktiviteter

Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og leve op til dens formålsbestemmelse.

Æresmedlemmer kan udnævnes af bestyrelsen med 75 % majoritet af de afgivne stemmer. Æresmedlemmer har ret til at deltage i generalforsamlingen med stemmeret og deltage i andre medlemsmøder.

Medlemmer med våbenpåtegning er forpligtet til at betale sit kontingent senest 2/1 i regnskabsåret via automatisk pengeoverførsel.

§ 5 - Indmeldelse

Indmeldelse sker ved henvendelse til bestyrelsen ved udfyldelse af blanket med oplysninger efter bestyrelsens bestemmelse. For medlemmer under 18 år skal indmeldelse accepteres af forældre eller værge.

Optagelse kan nægtes når særlige grunde taler herfor. Nægtelse af optagelse skal dog, såfremt den optagelsessøgende ønsker det, efterprøves af førstkommende generalforsamling.

§ 6 - Udmeldelse

Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren med 1 måneds varsel til udgangen af en kontingentperiode. I forbindelse med udmeldelse skal de økonomiske mellemværender mellem medlemmet og foreningen afvikles.

Hvis man er indehaver af et skydevåben og har våbenpåtegning, skal udmeldelse ske senest en måned inden regnskabsårets udløb med dokumentation for, at medlemmet har skiftet forening eller våbnet er afhændet på lovlig vis.

§ 7 - Kontingent

Kontingentet fastsættes på generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen.

Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.

Indbetaler medlemmet ikke kontingent, slettes medlemmet af medlemslisten uden at spørgsmålet forelægges for generalforsamlingen.

Genoptagelse af medlemmet vil kunne ske, hvis restancen berigtiges og bestyrelsen godkender det.

§ 8 - Udelukkelse eller eksklusion

Bestyrelsen kan beslutte at eksludere et medlem, der ikke opfylder sine forpligtelser, eller handler til skade for foreningen. Et medlem har krav på at blive hørt af bestyrelsen, inden denne træffer sin afgørelse. Ydermere har medlemmet krav på at eksklusionssagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt på førstkommende generalforsamling, hvor sagen afgøres endeligt. I den mellemliggende periode har denne indbringelse af spørgsmålet for generalforsamlingen ikke opsættende virkning, men bestyrelsen kan dog tillægge indbringelsen opsættende virkning.

En generalforsamlings beslutning om godkendelse af eksklusion kræver 2/3 majoritet.

§ 9 - Bestyrelsen

Foreningens daglige ledelse varetages af bestyrelsen som består af 7 medlemmer, nemlig en formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær og yderligere 3 medlemmer.

Bestyrelsen varetager foreningens anliggender udadtil og indadtil og repræsenterer foreningen i alle forhold. Nedsættelse af særlige udvalg til varetagelse af enkelte eller løbende opgaver kan besluttes af bestyrelsen.

Bestyrelsen træffer beslutning ved -simpel stemmeflerhed, men er kun beslutningsdygtig når mere end 50 % af bestyrelsesmedlemmer er til stede, herunder formanden eller næstformanden. Bestyrelsen fører en protokol over sine beslutninger og offentliggør et referat af sine møder, samt sørger for, at medlemsfortegnelse, våbenkartotek og pengeregnskab føres, og at indberetningsskemaer m.m. indsendes til tiden.

De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægterne.

Bestyrelsens medlemmer vælges for to år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Formanden, og 2 bestyrelsesmedlemmer er på valg i lige år, medens kassereren, og 3 bestyrelsesmedlemmer er på valg i ulige år.

Medlemmer opnår stemmeret og er valgbare, når de fylder 16 år. 

Medlemmer kan dog først indtræde i bestyrelsen, når de er fyldt 18 år. Indtil det fyldte 18. år kan medlemmet kun tilknyttes bestyrelsen med ret til at deltage i møderne uden stemmeret eller modtage andre rettigheder, der normalt følger med en bestyrelsespost.

Desuden vælges, hvert år op til 5 suppleanter, for en periode på 1 år. En suppleant indtræder for den resterende del af valgperioden for det pågældende medlem, der er udtrådt af bestyrelsen i utide.

Såfremt et på generalforsamlingen, valgt medlem udtræder af foreningen eller på anden vis ikke ønsker at fortsætte på den post medlemmet er valgt til, og der ikke er en suppleant der kan træde ind, kan bestyrelsen udpege et medlem til den ledige post. Det udpegede medlem sidder på posten indtil næste ordinære generalforsamling.

Da foreningen er berettiget til at give våbenpåtegning skal foreningens bestyrelse tilbagekalde en våbenpåtegning samt underrette politiet, hvis bestyrelsen bliver opmærksom på, at forholdene for et medlem med våbenpåtegning ændrer sig på en sådan måde, at det er betænkeligt, at den pågældende har våbenpåtegning.

§ 10 - Generalforsamlingen

Foreningens øverste myndighed er i alle henseender generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt i 1. kvartal.

Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med fire ugers varsel enten ved offentliggørelse på foreningens hjemmeside eller opslag på et for medlemmerne tilgængeligt sted. Mødeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde.

Stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer over 16 år. For medlemmer under 16 år, kan en forælder eller værge stemme. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Forslag fra medlemmerne, der ønskes fremmet ved afstemning, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.

Dagsorden for generalforsamlingen bilagt årsregnskab underskrevet af bestyrelse og kritisk revisor og eventuelt indkomne forslag skal være tilgængelig for medlemmerne enten på foreningens hjemmeside, ved opslag i foreningen eller via medlemmernes registrerede e-mail, senest 7 dage før generalforsamlingen.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt flertal, medmindre andet følger af vedtægterne.

Afstemninger skal ske skriftligt, såfremt blot ét af de tilstedeværende medlemmer ønsker det. En rettidigt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

§ 11 - Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 1/3 af foreningens medlemmer skriftligt overfor bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet.

Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse, medmindre ordinær generalforsamling skal finde sted indenfor 6 uger efter begæringens modtagelse. Indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling skal ske senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Reglerne for ordinær generalforsamling finder i øvrigt anvendelse med de fornødne afvigelser.

§ 12 - Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling fastsættes af bestyrelsen men skal som minimum omfatte følgende punkter:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Fremlæggelse af årsregnskabet til godkendelse
  4. Fremlæggelse og drøftelse af hovedlinjer for foreningens virksomhed det kommende år, samt af budget for det nye regnskabsår
  5. Fastsættelse af kontingent
  6. Behandling af indkomne forslag
  7. Valg af medlemmer til bestyrelsen
  8. Valg af suppleant
  9. Valg af kritisk revisor og revisorsuppleant
  10. Eventuelt

§ 13 - Regnskab og formue

Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

Kassereren indkasserer foreningens indtægter og betaler de godkendte regninger. Kassereren fører regnskab over samtlige indtægter og udgifter i en sådan form, at foreningens øjeblikkelige økonomiske stilling altid kan aflæses heri, og udarbejder foreningens årsregnskab.

Generalforsamlingen vælger 2 kritiske revisorer med valgperioder på 2 år og en revisorsuppleant med valgperiode på 1 år.

Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være gennemgået af de kritiske revisorer og forsynet med disses påtegning og underskrift.

De af generalforsamlingen valgte revisorer kan til enhver tid forlange indsigt i foreningens regnskabsbilag og kassebeholdningen og skal gøre bestyrelsen opmærksom på eventuelle uregelmæssigheder i så henseende.

§ 14 - Tegning og hæftelse

Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formanden og 3 bestyrelsesmedlemmer, således at mindst halvdelen af bestyrelsen påtegner forpligtelsen.

Ved salg og pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen dog af den samlede bestyrelse.

Sager af større økonomisk betydning skal forelægges generalforsamlingen.

Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsesmedlemmerne nogen personlig hæftelse for de foreningen påhvilende forpligtelser.

§ 15 - Vedtægtsændringer

Til ændring af vedtægterne, herunder fusion med andre foreninger, kræves vedtagelse på generalforsamling med mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer.

§ 16 - Opløsning

Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 3/4 majoritet blandt samtlige stemmeberettigede medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde en ny generalforsamling, på hvilken opløsning kan ske med 3/4 majoritet blandt de fremmødte medlemmer. På generalforsamlingen skal samtidig træffes bestemmelse om, hvilke almennyttige formål en eventuel nettoformue, skal tilfalde.

Generalforsamlingen udpeger 2 personer til at forestå afviklingen.

Seneste ændring vedtaget på ordinær generalforsamling marts 2024.

Lars Rehr

Dirigent

Download 2024 vedtægter her

Download 2023 vedtægter her